Viser opslag med etiketten Formland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Formland. Vis alle opslag

lørdag den 28. januar 2012

FORMLAND - jeg vil gerne bo der ....


Det er efterhånden et par uger siden, at jeg var i Herning til den - intet mindre end - fantastiske Formland messe. For dem der ikke kender til Formland kan jeg afsløre, at det er en detailmesse med alt fra bolcher, chokolade, påskepynt, tekstil, interiør, møbler og skønt, skønt design. Jeg bliver sjældent skuffet, når jeg tager derover, og denne gang var heller ingen undtagelse. Det er simpelthen så spændende med alle de nye trends, farver, tendenser etc., så man forsøger at suge alt til sig og jeg går nærmest helt høj derfra.
Selvom messen ligger i januar og midt om vinteren kom man - specielt i år - helt i forårsstemning med alle de skønne farver og grønne planter. Tendenserne i år går meget på strik i boligen (prøv bare at se bilen), stadig de etniske mønstre og forskellige tekstiler sat sammen, skarpe, geometriske mønstre i både sort/hvid, blide pastelfarver og skrappe neonfarver. Der skal både være plads til well-being, klassikere i nye delikate farver, respekt for autentisk håndværk og know-how, at flytte naturen ind i boligen, funktionalitet, usædvanlige materialer sammen som eks koraler og metal.
Naturligvis - er jeg fristet til at sige, var der alverdens skønne farver sat sammen - og noget for enhver smag: skrappe neonfarver (især en flot orangepink) var meget dominerende sammen med blødere pasteller som meget lys, sart koral, hvid, gul, en lidt lysere udgave af vinterens petroliumsblå, grafisk stilren sort og grøn i alle afskygninger (fra mintgrøn til græs).
Jeg er sikker på, at mange af tendenserne, farverne og mønstrene også finder vej til børneværelserne. Det bliver intet mindre end fantastisk med lidt mere ro på farverne, men samtidig med en nerve eller spændende kontrast om du vil med en skrap neonfarve til at bryde det lidt.
Heaven, heaven, heaven :)

søndag den 21. august 2011

Formland = Slaraffenland

I torsdags valfartede jeg til det jyske - nærmere bestemt Formland-messen i Herning. For dem der ikke kender det, er Formland en møbel og interiørmesse, der simpelthen indeholder ALT!! Hypede møbler (OG kedelige), lamper, puder, sengetøj, tæpper, pynt, papir, dikkenoter, lækre livsstilsprodukter, slik, smykker, plastic, gulvtæpper og så alt det jeg har glemt. Men andre ord er det et sandt mekka for sådan en som mig, og et sted der simpelthen tager pusten fra en....
I 7 stive timer vadede vi rundt og fandt den ene skønne ting efter den anden. Ting der simpelthen var mere eller mindre uundværlige af den ene eller anden grund. Man kan slet ikke undgå at blive inspireret sådan et sted, og der var da også indtil flere mærker, som vi helt sikkert skal undersøge nærmere.Jeg vil ikke afsløre noget endnu - vi skal først lige have aftalerne helt på plads. Men jeg kan love, at det ser spændende ud!!!
Interessant var det også at se, hvad mange af vores allerede eksisterende mærker havde fundet på af nye ting.
Fra NeonLiving - en af vores ældre kendinge - kommer der nu endnu flere sættekasser i akryl og skønne farver: mat blå, gennemsigtig grøn, orange, gul, sort, pink og klar, samt en fin lille kasse i akryl.
Fra Toddler Table Cutlery kommer der endelig flade og dybe tallerkener samt kopper i det smarteste design, der passer til de populære bestiksæt.
Man kunne heller ikke helt undgå at komme i julestemning. I de første 2 haller var der pyntet op med glimmer og glitter, spillet blid julemusik og dækket det længste julebord, jeg nogensinde har set. Nååhhj man kunne virkelig drømme derinde.
Næste skridt er "bare" at vælge, vrage, sortere og gemme alle de ca. 1077 kataloger jeg har fået med hjem. Hvilke nye mærker skal vi mon satse på ... kræver et nærmere kig og nogle kraftige overvejelser :)