Viser opslag med etiketten CIFF. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten CIFF. Vis alle opslag

søndag den 6. februar 2011

Efterårets mode 2011 iflg CIFFKIDS trend-show part 1.


Nogle gange undres jeg sådan over, hvordan ting og begivenheder får deres navne - ikke bare underlige vejnavne, sjove navne til kommende stort design etc., vigtige ting og steder som man skal huske fremover. Helt aktuelt kom jeg til at tænke på det i forbindelse med det store trend-show fra CIFF KIDS, der skal beskrive efterårets aller hotteste tendenser og smarteste farver.
Showet var inddelt i 4 store kategorier:Gold Medalist, Far-off lands, Eco-Optimistic og World Remix. Hvordan navnene er fundet frem ved jeg desværre ikke (det kan jeg stadig fundere lidt over - men ok, mode er heller ikke under mine spidskompetencer) men naturligvis afspejler valget indeholdet i den pågældende trend. Du får de ovenstående trends opdelt i 2 blogindlæg, da jeg har lagt en del billeder ved :-)

Gold Medalist dækkede over en trend, der var stærkt inspireret af britiske traditioner som heste, ridning, jagt og college.Farverne var mættede og klassiske med mange "klan"-tern, dæmpede sorte, grå og blå nuancer kombineret med rød og brændt karry. var kapper, tætsiddende "ridebukser", skjorter, veste, cardigans med skjorter under etc. Se mere fra showet på dette link.

Anden etape hed Far-off lands og var et utrolig smukt show med skov og land som tema og tøj i en mere afslappet, let, romantisk og naturlig stil. Naturligvis så man her de klassiske skovmandsskjorter med de store tern (ja, dem vi alle kendt i starten af 90'ere, men de så altså utrolig søde ud til børn), cowboy skjorter og bukser til drenge og piger, søde kjoler og leggings i harmoniske farver og materialer. Print, striber og især sølv-pallietter og en smule pels var meget fremtrædende. Farverne kender man fra flora'ens verden: rustrød, lilla, lyserød, brun, creme, sølv og grå i sarte, delikate nuancer (ikke fuld knald som vi har set de tidligere år). Se det fantastiske show her.

Fortsættes .....

Efterårets børnemode iflg. trendshow på CIFFKIDS part 2.


2.del af blogindlæg om efterårets trend på CIFF-KIDS messen i weekenden. Eco-Optimistic lovede spræl og stærke farver. Her var neon-farver, rød, grøn, gul, blå og armygrøn i overflod sammen med striber, tern, print og bogstaver. Design med knald på, der virkelig vækkede opsigt og farvemæssigt ledte tankerne hen på 80'erne.
Stramme underdele med bukser eller leggings i mange farver og overdele der var lidt løsere med store trøjer, dunjakker etc. Se nærmere på farveorgiet her.


World Remix var - som navnet antyder - en blanding af etniske kulturer, mange farver og mønstre. Skjorter, tørklæder, tunika, lag-på-lag, velsiddende bukser og farver som petroleumsblå, grå, lilla, bordeaux, frisk coral lyste godt op. Bliv inspireret her.
Håber at du har haft fornøjelse af den lille rapport fra weekendens trend-show på CIFF-kids og kan lure spændende tendenser af til moden anno efterår 2011.

tirsdag den 14. september 2010

Nyheder fra Småfolk og billeder fra messen ....


Jeg har stadig en hel del billeder fra den overståede CPH/CIFFKIDS-messe, som jeg gerne vil dele med jer - ikke mindst for at vise jer nogle af nyhederne og så I måske kan fornemme stemningen derinde.
Småfolk var naturligvis en af dem, vi havde møder med og de havde en rigtig spændende stand og mange flotte farver og mønstre at byde på. Vi har jo "kun" hele deres accessories del inde i butikken, men den er efterhånden også RET omfattende. Der er jo både sengetøj, håndklæder, badekåber, suttekæder, savlesmække, spisesmække, plakater, regnslag og indkøbsnet.
De havde faktisk to stande derinde - én med det almindelige børnetøj, og så en til voksentøjet, som de er begyndt at producere lidt mere af. Ingen hemmelighed at humor rangerer højt på prioritets-listen her hos Minimums og der ligger Småfolk lunt med i svinget. De opmærksomme af jer har måske bemærket på billedet, at Småfolks nye satsning med voksentøj kaldes "Most" og har et æble foran, det vil sige æble-most! Det synes jeg da er genialt. At de så også havde en af messens mest originale stand-udsmykninger, hjælper også på det.
Lige nu er deres nye spise- og savlesmække kommet ind. De har det skønneste æble-mønster fra Småfolks velkendte logo og er virkelige lækre. Kvaliteten er noget tykkere end hvad de andre ensfarvede smække er (prisen også en lille smule højere), så de nye holder endnu bedre på væden fra mundvandet og maden. Småfolk's modeller har i hvert fald været overordentlige populære, så mon ikke, der også bliver taget godt imod de nye??

torsdag den 12. august 2010

Foråret 2011 på CIFFKIDS


Jeg er ikke den store mode-ekvilibrist, så jeg vil ikke forsøge på at gøre mig klog på det kommende forårs trend, men derimod hellere vise jer et par billeder. For mode er efterhånden snart blevet en videnskab ik???

Hvert halve år har CIFFKIDS et utrolig flot og velkreeret show med et par håndfulde fantastiske børn, der hopper, danser og viser sig frem til den store guldmedalje. Show'sene er helt spektakulære og man kan slet ikke lade være med at lade sig rive med af de entusiastiske børn, der rocker til tidens hotteste musik. Tilsidst ender man nærmest med at stå med tårer i øjnene og blive helt rørt over hvor dygtige de små poder er. I foråret (der skulle vise efterårsmoden 2010) var det et Michael Jackson inspireret show og hold da ...., hvor kan de danse de børn. Det samme gjorde sig gældende denne gang. Jeg fortryder imidlertid bittert, at jeg ikke fik taget et videoklip til jer, men jeg håber på at få det organiseret senere på ugen.
Så I må nøjes med billeder lige pt.
De gennemgående farver var igen coral - men denne gang mere over i den pink skala (hvor den i år har været mere orange), hvid og sand - specielt til drengene, sort til drenge og piger (spec. accessories). Igen var lilla præsenteret omend i en mindre dosis end de tidligere år - dette forår er nuancen en skøn, frisk syrenlilla. Mange "sorbet"-farver, som jeg vil kalde dem, var også til stede - ABSOLUT mine ynglingsfarver i fremtiden. Det var farver som soft lyserød og lysegul, den tidligere nævnte syrenlilla og douce mintgrøn - skønne og elsk-værdige. Masser af striber i grå, sorte, blå og coral/røde nuancer, store mønstre var der også en del af spec. på bukserne, pallietter og glimmelyre på sko, hårspænder, toppe og nederdele, solbriller med cool spejleffekt (=ganske uimodståeligt på en sej unge), gladiatorsandaler og klipklappere i lidt mere hidsige farver (som eks. højglans coral). Dertil var der strøet stjerne ud med løs hånd over det hele (så stjernen er altså kommet for at blive i et par sæsoner endnu).
Men kig på billederne og bedøm selv .... Jeg synes i hvert fald, at et spændende forår venter os!

onsdag den 17. februar 2010

Sneak peak på Ciff ....


Mange spørger hvordan der er på messerne - altså de store "indkøbsmesser", hvor vi ofte køber mange af vores varer. Mit svar er: ganske stort og ikke altid lige hyggeligt i virkeligheden (selvom diverse mærker bestemt gør deres for at slå krumspring og gøre det så spændende og interessant som muligt). Men alligevel er der en sælsom stemning over det - det syder og bobler jo af spændende, nye ting og sager, og jagten går ind, for hvad kunne være interessant at prøve af og præsentere for kunderne i den kommende sæson? Jeg synes, at man i hvert fald altid går derfra i opløftet stemning og bare GLÆDER sig til det næste halve år indtil tingene kommer (og indtil næste messe kommer).


I år var der to messer i København CIFF og CPH - begge havde bestemt noget rigtig godt at byde på. Jeg har desværre kun fået taget billeder inde fra CIFF i denne omgang(fordi kameraet var optaget den anden dag af fastelavnsfesten i børnehaven).
Jeg tror, at vi hos Minimums måske kommer lidt lettere over det end mange andre, fordi vi somregel ikke sidder i timelange møder og skal vælge kollektioner ud. Joo, vi har da lidt tøj og får helt sikkert mere og mere ind, så vi snuser lidt til det. Men møbler ...... det er ligesom lidt mere håndgribeligt ;)

Du får lige et billede af en af de ting, vi venter ind i løbet af august - for de er da slet ikke til at stå for vel??