lørdag den 28. januar 2012

FORMLAND - jeg vil gerne bo der ....


Det er efterhånden et par uger siden, at jeg var i Herning til den - intet mindre end - fantastiske Formland messe. For dem der ikke kender til Formland kan jeg afsløre, at det er en detailmesse med alt fra bolcher, chokolade, påskepynt, tekstil, interiør, møbler og skønt, skønt design. Jeg bliver sjældent skuffet, når jeg tager derover, og denne gang var heller ingen undtagelse. Det er simpelthen så spændende med alle de nye trends, farver, tendenser etc., så man forsøger at suge alt til sig og jeg går nærmest helt høj derfra.
Selvom messen ligger i januar og midt om vinteren kom man - specielt i år - helt i forårsstemning med alle de skønne farver og grønne planter. Tendenserne i år går meget på strik i boligen (prøv bare at se bilen), stadig de etniske mønstre og forskellige tekstiler sat sammen, skarpe, geometriske mønstre i både sort/hvid, blide pastelfarver og skrappe neonfarver. Der skal både være plads til well-being, klassikere i nye delikate farver, respekt for autentisk håndværk og know-how, at flytte naturen ind i boligen, funktionalitet, usædvanlige materialer sammen som eks koraler og metal.
Naturligvis - er jeg fristet til at sige, var der alverdens skønne farver sat sammen - og noget for enhver smag: skrappe neonfarver (især en flot orangepink) var meget dominerende sammen med blødere pasteller som meget lys, sart koral, hvid, gul, en lidt lysere udgave af vinterens petroliumsblå, grafisk stilren sort og grøn i alle afskygninger (fra mintgrøn til græs).
Jeg er sikker på, at mange af tendenserne, farverne og mønstrene også finder vej til børneværelserne. Det bliver intet mindre end fantastisk med lidt mere ro på farverne, men samtidig med en nerve eller spændende kontrast om du vil med en skrap neonfarve til at bryde det lidt.
Heaven, heaven, heaven :)

lørdag den 7. januar 2012

Sort på børneværelset??

Fandt lige disse billeder forleden og tænkte, at de var meget gode som inspiration til børneværelset. Ikke mange vover at male ALLE vægge hos børnene sorte (eller meget mørkegrå), men jeg synes egentlig, at det fungerer meget godt - især sammen med teaktræs-møbler a la 1950. Måske er der lige vel mange ting derinde og selve indretningen er meget amerikansk efter min smag, men bare for at vise jer, at sort godt kan fungere.
Udover det kan jeg rigtig godt lide den blå farve som kontrast til sort/teaktræ (du finder den i sengen, fuglene på væggen, puslepuden). Træ-mønsteret er også ret gennemgående (lampe, tæppe, bord) og er med til at skabe helhed og sammenhæng i værelset. Tøjskabet er praktisk gemt væk bag store gardiner, så det ikke dominerer i værelset og til puslebord er der brugt et dejligt stort skrivebord med fine skuffer. Og så er der flere virkelig fine plakater på væggene - bl.a. en med en sød, farverig ugle.Puffen ligner meget den fra danske Ferm Living. Er du stadig bange for at bruge mørke farver i din bolig??