fredag den 25. juni 2010

Det er fredag og der er fodbold ....


VM-fodbold igen igen i fjernsynet - og indrømmet, jeg er ikke den helt store fodbold-fan, så i stedet for har jeg siddet og trevlet nettet igennem på min daglige tur rundt til div. blogs, billeder etc. Jeg faldt over dette billede fordi det bare udstråler sådan en ro og harmoni. Hvor skønt kunne det ikke være med et bibliotek, kun for børn, i huset? Et sted hvor de kan sætte sig i fred og ro og læse om deres yndlingsdyr, se i atlas, høre eventyr eller hvad man nu kan finde på.
Selvfølgelig er det vigtigt at opstille nogle regler på forhånd - eks at der skal være stille, at man skal komme og aflevere de gamle bøger før man får nogle nye etc. - ligesom på et rigtigt bibliotek.
Med en tallerkenrække til bøgerne kunne man også nemt opstille bøgerne efter farveorden, efter tema etc. og dermed lave en sjov udstilling for børnene.
Men hvor fint med et lille hyggehjørne, hvor børnene kan sidde overfor hinanden og snakke, tegne eller bare slappe af med hver sin bog.
Et andet billede, som jeg synes at I skal se er dette her med dørene - måske ikke det mest praktiske i et hus, men mon ikke ungerne ville synes, at det var sjovt med deres egen dør (i eks. den store dør), som de voksne ikke kunne komme ind ad?

onsdag den 23. juni 2010

Småting fra Sebra


I virkeligheden ventede vi de fine bordlamper med soldaten og geishaen fra Sebra i starten af foråret, de blev lettere forsinket, men er endelig kommet. Men de er værd at vente på! Jeg har personligt glædet mig meget til at Sebra skulle komme med nogle lamper - jeg mener, Sebra er jo et interiørfirma, så er det vel på en eller anden måde på sin plads at have en lampe eller to i sortimentet? Samtidig synes jeg også, at det kunne være enormt spændende at se, hvad deres kringlede designer-hjerner kunne finde frem til - alle Sebra's andre ting er jo så gennemførte i materialer og farvevalg, så det kunne kun blive sjovt at se, hvad de kom frem til.
Lamperne er simpelthen så fint lavet, men den flotteste malede fod, skærmen i fint stof og med en praktisk tænd/sluk-anordning på ledningen. Lampen giver et blødt lys, så den skaber hygge på børneværelset.
De små træbåde kunne jeg heller ikke stå for - ikke mindst de vanvittige lækre farver, som de er malet i (kan ikke gøre for det, men de får mig sådan til at tænke på is!). Bussen er en anden af de ting, der lige er kommet - den er ret genial, hvis jeg selv skal sige det, fordi den har de bedste gribehuller til de små fingre. Det gør den rigtig nem og sjov at lege med for de små, så de lettere kan få fat og køre rundt med den.
Stabelspillene er ofte også et hit hos tumlingerne - de har godt af at blive udfordret lidt, skulle bruge motorikken og hjernen, samtidig med at legetøjet er flot at se på. Bare at se på ungerne mens de koncentrerer sig om at ramme pinden og sætte klodsen rigtigt er det hele værd....

onsdag den 16. juni 2010

Inspirerende børneværelser ...


Nogle kan bare det der med at indrette og dekorere ... jeg tilhører desværre ikke en af denne udsøgte race, men hold fast, hvor kunne det være rart.
Forleden fald jeg over disse børneværelser på div. blogs og kunne simpelthen ikke nære mig for at give ideerne videre. Jeg synes at inspirationen nærmest mylder ud af disse billeder - kan du lige forestille dig, hvor dejligt og eventyrligt det må være, at være barn (og indehaver) af et af disse værelser??
Tag nu rumværelset for eksempel (ok, det er lavet af arkitekterne fra Studio Aandacht, men alligevel)... Hvor mange vælger lige at male børneværelset mørkt (hmm, måske meget smart, så kan du ikke se nullermændene men kun mærke dem, når de bider dig i haserne)? Men man får jo en helt utrolig autentisk stemning derinde. Bare tag den fantastiske sticker med jordkloden, over den hænger Kartell's "FL/Y" pendel, der fåes i et utal af farver. Stolen du kan se, har vi tilfældigvis i butikken. Den hedder Casalino og er en vaske-ægte retromodel.
Et hyggehjørne kan også være populært i et børneværelse - sådan et stille og roligt hjørne, hvor de kan sidde og slappe af og fordøje dagens indtryk. Tænk engang hvor meget vi andre har brug for at koble af, hvor meget har ungerne så ikke brug for det .... måske hjørnet kan lånes ud(ellers får man måske lov til at sidde i det, når der skal læses godnat-historie?? ;)
Det næste billede er jeg super stolt af. Ikke at det er et billede fra vores hus, men vi har netop selv liiige lavet 2 tavlevægge på børneværelserne, så det er lidt derhen ad. Måske jeg poster billeder ud en dag, hvis jeg får taget nogle gode ...
Dagen inden vi skulle male var der netop kommet tavlelak i flere flotte farver (fandtes ellers kun i sort, grøn og rød - NOT nice hos os, men nu fåes den også i bl.a. blå og pink). Som en ekstra finte malede vi magnetmaling inde under tavlelakken, så der også kunne hænges sjove ting op.
Men sjovt synes de i hvert fald at det er, sådan - helt legalt - at kunne tegne og danne deres egne eventyr og fortællinger på væggen.

Facebook ... hænger du også der??

Jeg hænger i hvert fald ud hver aften og har måtte sande, at jeg bruger mere og mere tid derinde. Hmmm, godt eller skidt??
Derfor tænkte jeg, at Minimums lige så godt også kunne have en side derinde på Facebook (så var tidsforbruget ligesom legaliseret lidt bedre). Og så er det nu vildt sjovt at kunne tjit-tjatte lidt med kunderne - jeg hører jo kun fra dem, når de ringer eller når vi er på udstilling, så det er virkelig rart at kunne danne sig et billede, høre hvad I kan lide og foretrækker at se, hvad I synes er fedt eller ufedt osv.
Det nye er at vi forsøger at starte forskellige debatter under "debat"fanen. Vi har lagt ud med inspiration til børneværelset - hvilken stil har I, kan I lide og drømmer I om?? Og selvfølgelig, som det sig hør og bør, så er der indimellem også konkurrencer (med plads til forbedringer ;) ) og som noget helt nyt har vi indført "tirsdagstilbud" - altså tilbud der kun varer denne ene dag. Det har været ret populært og vi bestræber os også virkelig på at finde nogle fede tilbud (skal jo være sjovt for alle).
Måske du er medlem eller kender nogle, der kunne have interesse i det?
Super sjovt er det i hvert fald og jeg håber at høre meget mere fra dig :)

Long time, no see ... men nu er der lys..


Ville lige stikke jer de sidste nye lyskæder, der er kommet ind ..... h...hhhmmm... ja sidste nye og sidste nye, nye er de, men det er faktisk lidt tid siden at de kom i butikken. Nu er de så også kommet her på bloggen .. (men synes nu også at de er så fantastiske, at de fortjener lidt ekstra omtale).
Lyskæderne er ligesom dem vi tidligere havde i modellen "multicolor" (og vi prøver stadig desperat at skaffe dem, men det tager åbenbart lidt tid). Nu har vi bare fået lyskæderne hjem i 5 andre farver (blå, lyserød, lilla, hvid og gul) og de er også virkelig fine. Nogle gange kan det være meget rart med accessories, der ikke er for spraglede, derfor er de nu kommet i helt ensfarvede. Jeg kan specielt godt lide den gule - den har en helt fantastisk dejlig, optimistisk farve synes jeg.
Lyskæderne består af ca. 20 trådkugler med en lille pære indeni, så det giver et rigtig flot skær, når de er tændte. Men de er nu også ret så dekorative, når de bare hænger og pynter på værelset.
Selvfølgelig er lyskæderne oplagte på børneværelset, men de er også søde som hyggebelysning i gangen (snoet op at trappegelænderet eks.), i køkkenet, stuen, toilettet, kontoret eller sågar på terrassen og altanen, hvor de er et festligt indslag i de lange sommernætter.